Om mig

Katrine – min portal til en anden verden
Jeg hedder Katrine Stæhr Raselli. Jeg bor i skønne Hareskovby nord for København sammen med min mand Kaspar og vores sønner Adam og Alexander.

Jeg har altid fundet energi og glæde i det søde køkken. I 2019 stiftede jeg for første gang bekendtskab med de fyldte chokolader, da jeg deltog i et chokoladekursus. Det var en helt ny verden, der åbnede sig op for mig. Sidenhen har jeg forfinet de enkelte arbejdsprocesser og laver i dag alle mine fyldte chokolader i hånden. Alle chokolader tempererer, støber og farver jeg uden brug af industrimaskiner. Min passion og begejstring for den lille lækre fyldte chokolade gør, at jeg konstant lærer og udfordrer mig selv både i forhold til smagssammensætning og udseende. Med en hverdag der ind i mellem kan være præget af bekymringer og begrænsninger, så åbner chokoladen op for en verden af kreativitet og frihed, hvor jeg kan glemme alle bekymringer for en stund og tilmed få fornyet energi, når jeg vender tilbage til hverdagen igen. Det er magisk!

En ny i familien - CHOKOLADELYKKE bliver til
I løbet af 2021 voksede tanken om at åbne min egen lille chokoladebutik sig langsomt større og nu er CHOKOLADELYKKE blevet en del af familien. Det er et sted, hvor jeg kan forsvinde hen og samle ny energi og overskud til hverdagens udfordringer og samtidigt glæde dem, der køber mine chokolader. Jeg kan ikke lade være med at tænke på farve- og smagskombinationer jeg ikke har lavet før - det føles så fedt!

Jeg er kun mig selv i mit værksted og skal huske at passe på og dosere mit arbejde. Derfor vil der indimellem være udsolgt i butikken, men det vil kun være indtil mit værksted kalder på mig igen.

Det har været en turbulent vej, men rejsen har været det hele værd. Jeg tror på, at dette er mit mål i livet. Mit lille chokoladefirma hedder CHOKOLADELYKKE. Det giver mig lykke at udvikle og lave chokoladerne, at spise dem, og det er mit ønske at give et smagsfyldt glimt af lykke til dem, der smager dem.

Velkommen til min CHOKOLADELYKKE!

Artikel i Furesø Avis